Over de høye fjelle (1859)

(Av Arne.)

Undrer mig på, hvad jeg får atse
over de høje fjelle?
Øjet møter nokk bare sne –:
rundtomkring står det grønne tre,
vilde så gerne over,
tro, når det rejsen vover? –

Ørnen løfter med sterke slag
over de høje fjelle, –
ror i den unge kraftfulle dag,
metter sitt mod i det ville jag
senker sig, hvor den lyster. –
ser mot de fremmede kyster!

Løvtunge abild, som intet vil
over de høje fjelle?
spretter, når somren stunder til,
vænter til næste gang den vil,
alle densfugler gynger,
vet ikke hvad de synger; –

Den som har lengtet i tyve år
over de høje fjelle, –
den, som vet, at han ikke når,
kenner sig mindre år for år –
hører hvad fuglen synger
som du så trøstigt gynger.

Sladdrende fugl, hvad vilde du her
over de høje fjelle?
Rede du fant visst bedre der,
videre syn og højere tre’r, –
vilde du bare bringe
lengsel, men ingen vinge?

Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de høje fjelle?
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
stengende der til detsidste, –
blive min dødningekiste?

Ut, vil jeg! Ut! – o, så langt, langt, langt
over de høje fjelle!
Her er så knugende, terende trangt,
og mitt mod er så ungt og rankt, –
lat det få stigningen friste,
– ikke mot murkanten briste!

Engang, jeg vet, vil det rekke frem
over de høje fjelle.
Kannske du alt har din dør på klemm? –
Herre min Gud! godt er ditt hjem, –
lat det dog ennu stenges,
og jeg få lov til at lenges! –