Mig selv (1841)

av Henrik Wergeland

Samlinger: Utvalgte dikt

Jeg i slet lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et glimt af solen
for at briste i høi latter af en glæde, jeg ikke kan forklare mig?

Naar jeg lugter til et grønt blad, glemmer jeg bedøvet
fattigdom, rigdom, fiender og venner.

Min kats strygen mod min kind udglatter alle hjertesaar.
I min hunds øie sænker jeg mine sorger som i en dyb brønd.

Min vedbende er vokset. Didudaf mit vindu har den baaret paa sine brede blade
alle de erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme.

Den første foraarsregn vil falde paa bladene og udviske nogle troløse navne.
De ville falde ned med draaberne og forgifte regnormens huler.

Jeg, som læser henrykkelser paa hvert af centifoliens, den vaargaves, hundrede blade —
mig skulde en slet avis bringe til at kvæle en sekund med ærgrelse?

Det vilde være som at dræbe himmelblaa og rosenrøde sommerfugle.
Den synd gyser mit hjerte for i sit inderste.

Det vilde være som at overøse mit endnu ugraanede hoved med aske,
og at bortkaste de diamanter af straalende sekunder, tiden endnu nedsaar derover.

Nei, frisk I journalister, hvæsser eders ræveklør kun paa klippen!
I river kun blomster løs og lidt mos til en blød grav.

Som insektets stik i muslingen, avler fornærmelser kun perler i mit hjerte.
De skulle engang pryde min aands diadem.

Jeg hade? Naar en fugl flyver over mit hoved, er mit had fluks tusen alen borte.
Det flyder hen med sneen, det gaar med de første bølger fra land og langt ud i havet.

Men hvi skulde ikke mine aarer vredes?
Berøv ikke landskabet dets brusende bække!
Høistærede vidjebuske tillader bækken at skumme, naar den gaar imellem stene.

Jeg elsker ikke evindelig blaa himmel, som jeg hader dumme, glanende øine.
Har jeg ikke en himmel, fordi den er fuld af drivende skyer, solens eventyrslande?

Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok?
Klag ikke under stjernerne over mangel paa lyse punkter i dit liv!
Ha, de blinker jo, somom de vilde tale til dig!

Hvor straaler Venus iaften! Har himlen ogsaa foraar?
Nu have stjernerne lyst hele vintren; nu hviler de og fryder sig. Hallelujah!

Hvilken rigdom for en dødelig!
Min sjæl fryder sig i himlens foraarsglæde og skal deltage i jordens.
Den tindrer stærkere end vaarstjernerne, og den vil snart springer ud med blomsterne.

Herlige aftenstjerne! Jeg blotter mit hoved.
Som et krystalbad nedfalder din glans derpaa.
Der er slægtskab mellem sjælen og stjernerne.
Den triner i stjernelyset udenfor ansigtets forhæng, hvis folder er forsvundne.

Straalerne overgyder min sjæl med en rolighed som af alabaster.
Som en byste staar den i mit indre. Stirr i dens træk!

Nu er de, som I vil have dem. De spodske er stivnede.
Min sjæl har kun ligets milde smil. Hvi forfærdes I mere?

Den djævel! Bysten har et leende hjerte under sin rolighed.
Ve eders matte fingre, at I ikke kun faa fat paa det!


Om diktet

«Mig selv» er et prosadikt av Henrik Wergeland fra 1841. Det er et svar til Morgenbladet, som hadde skrevet at Wergeland var «i slet lune». Fra 1839 mottok Wergeland en årlig gasje fra kong Karl Johan, noe som vakte kritikk blant hans republikanske og nasjonalpatriotiske venner.

Ordlyd og strofeinndeling følger Holger Sindings utvalg Norske digte (1889), s. 83–86, med rettskrivningen i den utgaven. Andre utgaver har noen avvik i ordlyd og strofeinndeling. Formen «springer» er beholdt fra 1889-utgaven.